
Nu holder vi DROP-IN dåb. Måske er det noget for dig?
- Fik I aflyst barnedåben lidt for mange gange i coronatiden - og er børnene nu så store, at de kan gå selv?
- Har I halvstore børn, som gerne vil døbes, men bare aldrig er blevet det?
- Eller er du voksen og har du overvejet dåb - men bare aldrig fundet en god anledning?
Så er anledningen her! Vi holder DROP-IN dåb i Roskilde Domkirke. Her kan du komme ind fra gaden og blive døbt - uden de store falbelader. Du behøver ikke bo i Domsognet for at komme til drop-in dåb - det er for alle, der har lyst!
I behøver ikke invitere 60 gæster. I behøver ikke holde en stor fest. I behøver ikke arrangere alt muligt. I kan bare dukke op.
Hvordan foregår en drop-in dåb?
Når I kommer, bliver I modtaget af en præst eller en frivillig. Kordegnen registrerer jer. Vi skal se billedID og hvis den, der skal døbes, er under 18, skal vi have tilladelse fra begge forældre. Kordegnen tjekker, at I ikke allerede er døbt og laver jeres dåbsattest.
Så står præsten klar til en samtale om dåb. Samtalen kan dreje sig om alt muligt, men vil oftest tage udgangspunkt i jeres tanker om dåb.
Derefter går vi op til døbefonten. Der er mulighed for at synge en salme, hvis I har lyst. Præsten vil holde en kort dåbstale. Og så døber præsten.
Efter dåben byder vi på et glas bagerst i kirken, så vi kan fejre begivenheden. Her kan du også vælge din dåbsgave fra kirken - en bibel til børn eller voksne eller en bog om tro og kristendom.
Der skal være to faddere til en barnedåb og to vidner til en voksendåb. Hvis I ikke selv har vidner med, kan kirkens ansatte og frivillige være vidner.
Ved DROP-IN dåb skal du altid medbringe billed-ID, fx pas eller kørekort. Er du under 18 år, skal dine forældre være med. Du skal have tilladelse fra begge forældre, så hvis kun den ene forælder deltager, skal du have fuldmagt med fra den anden.