Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Velkommen

AFLYSNINGER på grund af Corona-virus

I forlængelse af de gældende corona-tiltag pr. 23. marts må vi indtil videre aflyse ALLE gudstjenester og arrangementer i Himmelev kirke, Trekroner Kirke og Himmelev Sognegård. Aflysningen gælder indtil den 13. april.

Kirkerne og sognegården vil være lukket i denne periode, men vi er ikke langt væk. Du kan altid få fat i en præst, og kirkekontoret har åbent på mail og telefon 46361929 man-fre kl. 10.00-13.00 som vanligt.  

I den kommende tid tager vi løbende bestik af situationen og tilpasser aktivitetsniveauet og sikkerhedsforholdene herefter. Information om kommende gudstjenester og aktiviteter samt eventuelle aflysninger og særlige forhold vil fremgå her på hjemmesiden. 


Nyt om bisættelser, dåb og vielser

Ifølge de seneste meldinger fra biskopperne, kan dåb og vielser gennemføres, men med et maksimalt antal deltagere på 10 - dette er inklusive personalet.

Bisættelser og begravelser kan gennemføres, dog er der også her en begrænsning i deltagerantallet, som tilsiger, at der skal være 4 kvadratmeter gulvplads til hver deltager. Dette betyder, at vi for nuværende kan afholde bisættelser med 20 deltagere i Himmelev Kirke, 45 deltagere i Trekroner Kirke og 10 deltagere på Østre Kirkegårds kapel. 

Biskopperne har åbnet op for, at vi undtagelsesvist må afholde bisættelser med jordpåkastelse efter en kremering. Det betyder, at man kan udskyde en evt. bisættelsesgudstjeneste med stort følge til efter krisen. Læs mere her.  


Trøst og opmuntring i en svær tid

Det er mærkelige tider. Hver dag bringer sine nedslående nyheder. I de sidste 2000 år har biblen bragt trøst og lys - også i mørke tider. Du kan finde et lille udvalg af bibeltekster til trøst lige her. 

Præsterne er, ligesom alle andre, sendt hjem. Men du kan stadig få fat i os - sjælesorgssamtaler kan også tages over telefonen. Du finder vores kontaktoplysninger her. 

Vi har også samlet et udpluk af gode muligheder for at få den kristne forkyndelse om håb og styrke i modgang lige hjem i dagligstuen. Du kommer til siden ved at klikke her. 


Nye konfirmationsdatoer

Danmarks biskopper har udskudt alle konfirmationer til efter pinse. Vi har valgt at lægge de nye datoer i august, så vi ikke risikerer endnu en aflysning. Du kan se de nye datoer her.

Velkommen til Himmelev Sogn: èt sogn - tre kirker

 

Der har været kirke i Himmelev i næsten 1000 år. Engang var landsbyen et lille, sluttet fællesskab. Nu strækker sognet sig fra RUC i øst til Risø i vest og rummer de tre bydele Veddelev, Himmelev og Trekroner. 

Sognet er vokset eksplosivt de sidste 15 år med fremkomsten af den nye bydel, Trekroner. Himmelev Kirke fra 1150 var blevet alt for lille. Derfor indviede vi i 2019 Trekroner Kirke - én af Danmarks nyeste. Udover den nye og den gamle kirke, betjener vi også det smukke kirkerum på Roskilde Kloster i midten af Roskilde by.

Sognet har fire præster. De underviser de 180 konfirmander, begraver de døde og døber de små - og ca. 1000 andre ting. Sognets menighedsråd tæller 14 frivillige. Det er dem, der bestemmer retningen på kirkelivet. 

Vi er et åbent fællesskab med plads til flere - så kig forbi. Vi vil tage godt imod dig!

 

Det sker i kirkerne og sognegården