Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Gudstjenester

To slags søndagsgudstjenester - plus alt det andet...

De fleste søndage har vi to gudstjenester i Himmelev Sogn:

"Højmesse” er navnet for den helt klassiske søndagsgudstjeneste, som vi fejrer hver eneste søndag kl. 10:30 på skift i Himmelev og Trekroner Kirke. Her følger vi traditionen, og her vil du kunne genkende det meste fra andre kirkers gudstjenester. Vi følger bl.a. det autorisrede nadverritual.

Og:

"Gudstjeneste - helt enkelt” ligger lidt senere på dagen kl. 13. Her er formen mere enkel og ligetil, og hvis du er nysgerrig på kirke og kristendom, så er det et godt sted at starte. Her er det ok ikke at kende noget til spillereglerne i gudstjenesten, men du får stadig højtid og noget at tænke over på vejen hjem. 

Eller:

"Klostergudstjenester" har vi 10 gange om året på Roskilde Kloster. Her er gudstjenesten traditionel - og så kan du måske mærke historiens vingesus undervejs.

Efter alle gudstjenester er der mulighed for en snak og en kop kirkekaffe bagefter.

 

Alternative gudstjenester:

"Meditationsgudstjenester" er et tilbud til den søgende, hvor vi kommer helt ned i tempo og får ro til tro. Det foregår i Trekroner Kirke. Vi sidder i rundkreds på stole og puder og synger korte salmer fra klosterfællesskabet i Taizé.

"Himmelsang" er en musikalsk tema-gudstjeneste, hvor vi lader en kunstner få ordet. det kan fx. være Kim Larsen, John Lennon og the Beatles.Der er normalt Himmelsang et par gange om året i Trekroner Kirke.

Nyt nadverritual

I Himmelev Sogn har vi siden 2015 arbejdet med et nyt nadverritual. Såvel præster som organister, menighedsråd og menigheden har bidraget til ritualet i dets nuværende udformning. Klik her, hvis du vil læse ritualet - eller kom i kirke og oplev det på egen krop! Lige for tiden anvender vi det nye nadverritual i en forkortet udgave ved "Gudstjeneste - helt enkelt" kl. 13.

Kommende gudstjenester