Kirkehøjskole

 

Bliv klogere i kirken!

Onde tunger påstår, at for at kunne tro på alt det, der sker i kirken, er det nødvendigt at hænge hjernen ude i våbenhuset. Intet kunne være mere forkert! Ved dåben slås der et kors over barnets pande - fordi det er vigtigt at have forstanden med sig, også i troen.

I kirkehøjskolen hjælpes vi ad med at blive klogere på forskellige aspekter af kristendommen. Alle er velkomne - det kræver ingen særlige forkundskaber, kun lyst til at gå i clinch med kristendommen!

Hvordan foregår en kirkehøjskole?

Vi mødes 3-4 lørdage i løbet af foråret og efteråret, hver gang kl. 8:45-ca. 12. En oplægsholder giver os stof til eftertanke - og så er debatten ellers fri. Vi drikker morgenkaffe sammen og går hjem meget klogere, end da vi kom.

Kirkehøjskolen foregår rundt omkring i de forskellige sognegårde. Det koster et mindre beløb at deltage i kirkehøjskolen og det er nødvendigt at tilmelde sig - se hvordan nederst på denne side. Det er en gruppe præster og frivillige fra Roskilde Domprovsti, der arrangerer kirkehøjskolen på tværs af sognene.

Forårets kirkehøjskole 2026 har temaet: "Fortolkninger".

Det bibelske stof har til alle tider haft brug for at blive “oversat” til samtidens sprog og forestillingsverden. Men enhver oversættelse rummer også en fortolkning. Hvordan kan man derfor sikre, at fortolkningen forbliver loyal mod den bibelske grundtekst? Behøver den at være det?

I foråret præsenterer Kirkehøjskolen tre foredrag, tre lørdage hvor vi besøger tre forskellige sognegårde på Roskildes kirkelandkort. Hver gang starter oplægget kl. 9.00. Fra ca. kl. 8:45 får vi sammen kaffe og brød.

I foråret 2026 arrangerer Kirkehøjskolen desuden en busrejse til Tyskland - med separat tilmelding, læs mere nederst på siden.

På gensyn til de tre forrygende foredrag i forårets kirkehøjskole!
Lørdage kl. 9.00 -12.00 - 31. januar - 28. februar- 21. marts.

Se hele programmet her

Hent programmet som PDF her

Tilmelding
Tilmeld og betal her. Der er 75 pladser, tilmelding efter først-til-mølle princippet. Tilmeldingen er åben fra 01.01.2026.


Kirkehøjskolen arrangerer busrejse til Tyskland
5-dages tur - 27. april -til 1. maj 2026 (separat tilmelding)

TEMA: Inderlighed - om Pietismen og Romantikken
PRIS : 7.000 kr. i dobbeltværelse -8.000 kr. i enkeltværelse

Vi skal bo fast på Leonardo Hotel i Weimar med fire overnatninger. Herfra besøger vi bl.a. de romantiske digtere og teologer i Halle, Fichtes hus i Jena, Thomaskirken i Leipzig, Goethe-huset og Herderkirche i Weimar. På hotellet får vi morgenmad og aftensmad alle dage. Frokost i Leipzig er med i prisen. Tilmelding sker separat fra resten af forårets kirkehøjskole. Betaling primo 2026 via rejseselskab.

Læs hele rejseprogrammet og opret en foreløbig tilmelding